Jeg har praktisk talt optrådt hele mit liv. Siden jeg var 5 år har jeg fået musikundervisning, og som 20-årig begyndte jeg at studere direktion, bl.a under dirigenter som Frans Rasmussen, Morten Ryelund, Peter Ettrup Larsen, Henrik Vagn Christensen m.fl.


Siden har jeg fungeret som sanger og dirigent i et væld af forskellige sammenhænge. Jeg har været kapelmester på flere musicalforestillinger, og fra 2010 til 2012 var jeg fast dirigent for Etatsorkestret. I 2004 medvirkede jeg som dirigent i TV2-udsendelsen “Skinnet Bedrager”.


Som skuespiller og sanger har jeg medvirket i en lang række produktioner, bl.a. Jesus Christ Superstar i Koncertsalen i Tivoli, Danmarkspremieren på Monty Python’s Spamalot, og som popkor på Danmarksturné med musicalen Chess. Jeg har også flere gange fungeret som vocal coach, bl.a. for musicalgrupperne Sceptor og Teatret Gorgerne.


I perioden 2001 til 2004 studerede jeg Musikvidenskab på Københavns Universitet, og i 2011 blev jeg uddannet sanger fra Complete Vocal Institute i København. I 2014 blev jeg certificeret som lærer i Komplet Sangteknik, ligeledes fra Complete Vocal Institute.


Jeg er pt. fast dirigent for Canterino-koret i Gentofte og for Virumkoret. Derudover arbejder jeg freelance som sanger og sanglærer, og har bl.a. sunget i over 40 forskellige kirker i Københavnsområdet.

Resumé

Foto: I-track studio, Ernst Tobisch, 2010